Red Sea Reefer 170 Deluxe

0
862
Red Sea Reefer 170

Livet er foranderligt og desværre måtte jeg lukke mit Innovative Marine 3ol ned pga. nogle store forandringer i mit liv. Koraller, fisk og akvarie blev solgt. Derfor har jeg heller ikke fået skrevet på bloggen længe.

MEN! Nu er jeg tilbage i hobbyen og har erhvervet mig et Red Sea Reefer 170 Deluxe. Et lækkert akvarie som jeg er blevet super glad for. Akvariet blev købt i April 2018 så det har nu kørt ca. 10 måneder. Det har været super spændende at starte det op – der har både været op og nedture og jeg vil prøve at dække nogle af de op- og nedture der har været. En ting er sikkert. Jeg har lært meget nyt og i dette og kommende indlæg vil jeg prøve at komme ind på de udfordringer jeg er stødt på undervejs.

Dette indlæg skal dog handle om selve akvariet. Hvorfor er det egentlig så fedt sådan et Red Sea Reefer? Tja billedet nedenfor taler i første omgang for sig selv. Det ser bare godt ud!

Reefer serien

Reefer serien fra Red Sea er i virkeligheden en lidt mere avanceret variant end deres Max serie (som kommer med udstyr som skummer, lys osv). Hvor Innovative Marine har sumpen bygget ind i selve akvariet, er der her tale om et mere “klassisk” saltvandsakvarie, som består af selve akvariet, samt et skab hvor sumpen placeres og hvor medfølgende rørføring leder vandet ned i sumpen og tilbage i akvariet. Det betyder at man selv skal ud at købe det meste af det nødvendige udstyr, men fordelen er også at det giver langt flere tilpasningsmuligheder end i f.eks. et Innovative Marine, som er begrænset af den tilgængelige plads i den indbyggede sump.

Sumpen

Den medfølgende sump rummer 35 liter og er opdelt i 3 kamre, hvor man kan placere sin returpumpe, skummer og andet nødvendigt udstyr. Der medfølger en filtersokholder, filtersok samt et vandreservoir på 5,4 liter og en integreret anordning, der sørger for at påfylde vand automatisk når vandet i akvariet fordamper.

Filtersok og holder

Jeg synes egentlig, at filtersokken fungerer ok. Man kan købe forskellige slags filtersokker alt efter ens behov for filtrering. Selv synes jeg den medfølgende 225 micron thin-mesh er ganske god og filtrerer hvad der pt. er behov for. Den er nem at rengøre i modsætning til en mere almindelig sok lavet af tykkere filt materiale. Noget andet man skal være opmærksom på er, at hvis man køber andre mærker end Red Seas filtersokker, skal man muligvis klippe den til i kanten så den passer ned i filtersokholderen. Desuden skal det ikke være for lang en variant, da der er begrænset plads under holderen.

Noget nyt er at man kan købe en filterkop istedet for en sok. Koppen placeres i filterholderen istedet for sokken og man kan så putte filtermateriale ned istedet, som blot tages op og smides ud når det er beskidt. Det skulle efter sigende være endnu nemmere end sokken, men er ikke noget jeg endnu har prøvet.

Vandreservoir og automatisk påfyldning

Det medfølgende vandreservoir i glas, som samtidigt fungerer som akvariets genopfyldning ved den løbende fordampning der sker, er i teorien en ganske fin ide. Den fungerer ved hjælp af et simpelt afløb i bunden af reservoiret og med en plastskure kan man justere hvor hurtigt vandet løber ned i sumpen. Ved hjælp af en flydeprop aktiveres vandtilførslen når vandstanden i sumpen kommer under et bestemt niveau. På denne måse sikres, at vandmængden i akvariet er stabil og at saltiniteten dermed kan holdes i balance. Det er smart, at man undgår el da der i forvejen er nok udstyr der skal tilsluttes og suger strøm.

Der er bare to problemer. Det første er, at reservoiret er ret lille. 5,4 liter er ikke meget og kræver en genopfyldning hver anden – tredje dag. Det andet problem, og som blev årsagen til at jeg til sidst skippede reservoiret, er at slangen fra reservoiret ned til sumpen ofte stopper til. Det skyldes måske, at der sætter sig salt eller skidt i slangen. Jeg opgav, istedet for at bøvle med det, og monterede istedet en osmolator fra Tunze, samt en vanddunk på 15 liter i et skab ved siden af. Dette fungerer ganske upåklageligt.

Mulighederne for tilslutning af diverse udstyr og apparater i sumpen er uendelige.

Et “topløst” akvarie

Reefer serien er kendetegnet ved at være “rimless” eller “topløst” – hvilket lyder lige så frækt som det er. Det frække består i, at der rent æstetisk ser fedt ud at akvariet ikke er kapslet ind med et låg. Det er vel en smagssag, men jeg faldt klart for det “topløse”. Der er noget dragende og levende ved at man kan kigge direkte ned på den (helst turbulente) vandoverflade uden at skulle tage låget af. Hvis man slukker for pumperne for en stund er der noget særligt betagende ved at kunne betragte sine fisk og koraller ovenfra… ja, og så er det bare nemt at fodre når man ikke skal åbne et låg eller lignende.

Det er ikke uproblematisk, at vælge et topløst akvarie. Er du primært koralafhængig betyder det måske ikke det store, men hvis der skal fisk i, begrænses udvalget en del. Mange fisk er ikke blege for at tage en koldbøtte i luften af og til og selv havde jeg fornøjelsen af at min Valenciennea puellaris var en tur på gulvet. Heldigvis var jeg i nærheden, så jeg kunne redde den, og efter den har fået bygget sig en lille hule i sandet har det ikke været et problem.

Der er forskellige muligheder for at tilkøbe top til Red Sea Reefer 170. Red Sea har deres egen løsning, men det skulle efter sigende være ret bøvlet selv at samle og få klippet til. En bedre løsning er det engelske firma Reef Tops som har specialiseret sig i at lave akvarie toppe efter mål – også til reefer serien. Rygterne siger at de skulle være ret fede og jeg har været tæt på at bestille et.

Dommen

Og her til sidst vil jeg komme med min egen og fuldstændig subjektive bedømmelse af akvariet. Jeg har valgt ikke at bedømme det medfølgende lys “AI Hydra 26 HD” i denne omgang, da det fortjener sin egen anmeldelse 😉

Men Her nedenfor er der først en lille video jeg lavede for et halvt års tid siden. Der er sket lidt i akvariet siden og nogle af de udfordringer jeg har haft vil jeg komme ind på i andre indlæg.

BEDØMMELSE
Design
Kvalitet
Sump
Pris
Simon Pedersen er autodidakt, men dedikeret saltvandsakvarist. Skribent og indehaver af saltiblodet.dk.
red-sea-reefer-170Enormt lækker designakvarie på 170 liter med tilhørende skab, rørføring og tilhørende sump. Det lille reservoir trækker lidt ned, men ellers er der ikke meget at page fingre af - udover prisen.