Hvis sommeren bliver lige så varm som den var i 2018, er det en god idé at begynde at overveje hvordan du skal få styr på vandtemperaturen. Særligt koraller er ret sensitive over for store udsving i temperatur og vi har jo desværre set hvad der sker når temperaturen i verdenshavene stiger bare en grad over normalen. Der er heldigvis flere muligheder når man taler om køling af akvarie end der er muligheder i verdenshavene.

Videoen herunder viser en Heliofungia koral, i et 10 liters akvarie, som over 12 timer udsættes for en temperaturstigning fra 26 grader til 32 grader. Temperaturen holdes på 32 grader i de følgende 8 dage. Stakkels koral.

Siden her indeholder annoncør links. Det betyder at Salt i Blodet modtager en mindre kommission, hvis du køber fra forhandleren du sendes videre til via et link.

Muligheder for køling af akvarie

Men hvad gør man så når den danske sommer for alvor brænder igennem? Der er forskellige muligheder for køling af akvarie. Heldigvis kan det lade sig gøre at styre temperaturen uden at det koster en bondegård. Men selvfølgelig kan det også gøres dyrt, som med det meste andet i denne hobby.

Chiller – den dyre løsning

Den dyre løsning til køling af akvarie er en såkaldt “chiller”, som fungerer som et slags mini køleskab og som tilsluttes selve vandsystemet i akvariet. Chilleren nedkøler vandet til den ønskede temperatur når vandet løber igennem den. Det er jo umiddelbart ret smart. Chillere er dog ret dyre i indkøb og der findes ikke mange i den danske handel for akvarieudstyr. I Tyskland kan man købe en Aqua Medic Titan 150 for lige omkring 520 euro (omkring 4000,- kr). Dette er vel og mærke den lille model beregnet til 100-250 liters akvarier. Prisen stiger jo større man har brug for.

Der er også andre ulemper ved en chiller end prisen. Dels er den relativt stor og kan være svær at få til at passe ind i skabet. Derudover er støjniveauet lidt ligesom et køleskab. Så hvis du er ude på at gøre akvariet så lydløst som muligt er du måske ikke interesseret i endnu en enhed der bidrager til støj og rumlen. Dertil kommer, at den er lidt af en strømsluger. Den førnævnte model er af nyere dato men sluger stadig 150 watt, hvilket kan bidrage til en lidt større elregning end du har lyst til. En anden ulempe er, at den blæser varm luft ud i rummet når den køler. Så mens akvariet bliver køligere, bliver rummet hvor akvariet står, varmet op. Og så skal den altså arbejde endnu mere for at holde temperaturen nede.

Termostat med blæs og køl – billig køling af akvarie

Heldigvis er der andre muligheder for at holde styr på temperaturen end ved brug af en chiller. Ved hjælp af en simpel termostat, en blæser og et varmelegeme er det faktisk muligt at holde temperaturen ret stabil når sommeren rammer. Og det er faktisk en både nem og billig løsning.

Køling af akvarie
STC-1000. Temperaturen vises i displayet og tænder hhv. for “heat” (varmelegeme) eller “cool” (blæser) alt efter om temperaturen er for høj eller for lav.

STC-1000

Til køling af akvarie bruger jeg en termostat der hedder STC-1000. Den koster omkring 180,- kr og kan bestilles over nettet. Den fungerer ved at man tilslutter sit varmelegeme og en blæser og indstiller den ønskede temperatur på LCD displayet. Det gode ved den er, at der medfølger en NTC føler som du nedsænker i vandet og som derfor hele tiden kan måle vandtemperaturen. Den er rigtig nem at indstille, men kræver lidt tilpasning med ledninger.

NTC føler.
NTC føler. Den medfølgende føler placeres nedsænket i vandet. Jeg har placeret den i sumpen.

Når termostaten registrerer at vandtemperaturen skal justeres, tænder den for enten varmelegeme eller blæser. Dette alt efter om der er behov for at varme eller køle. Ikke nok med at den erstatter et almindeligt termometer (som du løbende skal holde øje med). Nej, den sørger også for selv at slukke for dit varmelegeme når vandet bliver for varmt. Jeg har desværre selv erfaret at sidstnævnte ikke altid kan finde ud af at slukke selv. Dette på trods af en indbygget termostat. Det kostede et par SPS koraller.

Blæser til køling af akvarie

Blæseren er tilsluttet termostatens køle funktion og vil gå igang når temperaturen er over det max man har indstillet termostaten til. Den jeg selv bruger er en mindre pc blæser, som jeg tænker er nok til mit Reefer 170 Deluxe. Man kan dog også købe nogle der er dyrere og måske mere robuste til formålet. Til større akvarier bør man nok også gå op i størrelse eller antal. GHL og Red Sea laver blæsere der kan anvendes til formålet men forvent at det så også koster lidt mere.

For at undgå at bore i skabet har jeg monteret et stykke træ med stærk velkro. Det virker fint. Blæseren peger ned mod vandoverfladen i sumpen.

Selv synes jeg det er en super nem og billig løsning. Prismæssigt holder vi os under en plovmand. Selv om man skulle opgradere til en bedre blæser er det stadig langt under hvad man kan købe en chiller for. Det er ihvertfald værd at prøve inden du går i banken 😉