Det er nu det bliver rigtig spændende! Du skal til at købe et saltvandsakvarie – måske dit første? Men hvor skal man starte? Og hvilket udstyr får du brug for? Dette indlæg hjælper dig på vej.
Siden her indeholder annoncør links. Det betyder at Salt i Blodet modtager en mindre kommission, hvis du køber fra forhandleren du sendes videre til via et link.
Forberedelse
For år tilbage var et saltvandsakvarie svært, videnskrævende og omkostningstungt at starte op. Heldigvis er det ikke sådan længere. I dag er der noget til enhver pengepung og udviklingen indenfor udstyr har gjort at hobbyen kan læres og mestres af langt de fleste. Det er dog en god idé med lidt forberedelse.
Størrelsen på dit saltvandsakvarie
Hvis du ikke allerede har læst indlægget, Koralrev i stuen? Få en god start på dit saltvandseventyr, kan det være en god idé at starte dér. Det er nemlig en god idé at forberede sig ved at få en idé om hvilke fisk og koraller du gerne vil have, da det gør dit valg af saltvandsakvarie mere kvalificeret.
Gennem en ønskeliste, over dine kommende saltvandsfisk og koraller, har du nemlig noget at gå ud fra når din akvariestørrelse skal vælges. Det er generelt en fordel med et stort akvarie da det er nemmere at holde vandværdierne stabile. Men fortvivl ikke, hvis du ikke har plads. Det kan nemlig også sagtens lade sig gøre at holde et mindre saltvandsakvarie.
Saltvandsakvariets opbygning
Først er det nødvendigt med lidt grundlæggende viden om hvordan et saltvandsakvarie er opbygget. Det er nemlig ikke kun selve akvariet det handler om. Et saltvandsakvarie består af selve akvariet (også kaldet baljen) hvor der findes et overløb, og evt. rørføring, som leder vandet frem til filtreringssystemet i sumpen.
Sumpen er det sted hvor vandet filtreres og igen ledes tilbage til akvariet. Sumpen kan både findes under selve akvariet i et skab, men kan også være indbygget i selve akvariet hvis du f.eks. køber et All-in-one akvarie. Oftest vil sumpen være inddelt i forskellige rum så der er forskellige muligheder for at filtrere vandet. Jeg kommer ind på det udstyr du skal bruge i sumpen senere i indlægget.
Et saltvandsakvarie består af selve akvariet (baljen), et overløb samt en sump, hvor vandet bliver filtreret.
Køb af saltvandsakvarie
Indenfor saltvandshobbyen er der gode muligheder for at finde et brugt akvarie med tilhørende udstyr til ret gode penge. Da mange bliver grebet af hobbyen udskiftes akvarier ofte til en større model indenfor en årrække. Derfor er der tit lækre akvarier til salg, som ikke har mange år på bagen. Saltvandsforum er et godt sted at starte, hvis du vil købe brugt. Ulempen ved at købe brugt er, at der ikke er nogen garanti hvis noget går i stykker. Derudover kan det være en udfordring, hvis akvariet er tilpasset med mere avanceret udstyr og det kan virke lidt uoverskueligt hvis du er helt ny i hobbyen.
All-in-one, mulighed for tilpasninger eller 100% skræddersyet
Hvis du hellere vil købe nyt (med den tryghed der medfølger) kan man groft sagt opdele valgmulighederne i følgende kategorier.
All-In-One
Til nybegynderen kan jeg klart anbefale et All in one (AIO) akvarie. Innovative Marines Fusion serie og Max serien fra Red Sea er kendte for deres AIO akvarier og kendetegnet ved god kvalitet og lækkert design. Det er producenter med mange års erfaring indenfor branchen og det er nemt at finde reservedele og tilbehør. Det gode er, at langt det meste udstyr er med. Sumpen på disse akvarier er integreret i selve akvariet. Det er nemt at sætte op og komme igang og faktisk en rigtig god måde, at starte i hobbyen på. Læs også min anmeldelse af et lille Innovative Marine AIO akvarie.
Akvarie med tilpasningsmuligheder
Hvis du har mod på lidt mere udfordring eller har planer om at lave et refugium i din sump, køre med forskellige reaktorer eller andet er et saltvandsakvarie med muligheder for tilpasning et oplagt valg. Her er noget udstyr inkluderet men du skal købe mere selv end i et AIO akvarie. Red Seas reefer serie er et godt bud, men også Armatus serien fra tyske AquaMedic er værd at nævne. Sumpen er her placeret i et skab under selve akvariet og det giver mulighed for at vælge præcist det udstyr du ønsker. Læs også min anmeldelse af Red Sea Reefer 170 Deluxe.
Skræddersyet løsning
Skal akvariet se ud på en bestemt måde eller skal det eventuelt indbygges i en væg, er det nødvendigt med en skræddersyet løsning, så akvariets dimensioner passer til dine ønsker. Det er muligt at bygge det hele selv, hvis man har hænderne skruet på til det. Alternativt kan du bestille et specialbygget akvarie hos Tropeakvarier.
Køb af udstyr
Alt afhængigt af hvilket akvarie du har valgt (og afhængigt af din ønskeliste) er det nu tid til at købe det udstyr der skal bruges. Det er muligt, at købe sig fattig i udstyr og der et væld af mærker at vælge imellem. Herunder er derfor kun det mest nødvendige udstyr der er oplistet, men samtidig nok til at du kan komme igang.
Teknik | Øvrigt til opstart |
Lys | Algeskraber |
Returpumpe | Refraktometer |
Cirkulationspumpe | Salt |
Skummer | Sten (levende) |
Varmelegeme | Sand (levende) |
Osmoseanlæg | Bakteriestarter |
Testsæt (Ammoniak, Nitrit og Nitrat) |
Lys
Godt lys er noget af det mest vigtige til dit saltvandsakvarie da koraller bruger fotosyntese for at vokse. Med dårligt eller for lidt lys vil de dø, men det er også vigtigt du kan indstille så de ikke får for meget lys. Der findes mange muligheder, men det mest almindelige idag er LED lys. Der findes nogle fantastisk gode lamper som både er strømbesparende og samtidigt giver muligheder for styring via apps til din smartphone. Forvent dog at lys er noget af det du kommer til at bruge flest penge på fra starten – men det er godt givet ud.
Returpumpe
Returpumpen er den pumpe der sender vandet fra sumpen og til selve saltvandsakvariet (baljen). Det er væsentligt at vælge en pumpe der passer til din akvariestørrelse. En generel regel siger, at pumpen skal kunne trække 5-10 gange den volumen der er i dit akvarie. Dvs. hvis du har et akvarie på 250 liter skal pumpen kunne levere 1000-2500 liter retur til akvariet.
Cirkulationspumpe/flowpumpe
For at din koraller trives er det nødvendigt med det rigtige “flow” i dit saltvandsakvarie. SPS koraller kræver ofte meget flow, mens SPS og blødkoraller kan klare sig med mindre. Det er desuden vigtigt at du undgår “døde områder” i akvariet. Dvs. at der ikke er steder hvor vandet stort set ikke bevæger sig. Derfor er en cirkulationspumpe, eller en “wavemaker” en god idé. Det afhænger meget af akvariestørrelse og dine koraller, hvilken pumpe der passer bedst så undersøg det nærmere ud fra dit eget setup.
Skummer
Der findes mange forskellige muligheder for at filtrere vandet, men en af de absolut bedste metoder er ved anvendelse af en skummer. Skummeren producerer luftbobler som derved trækker organiske affaldsstoffer og proteiner ud af vandet. Affaldsvandet opsamles i en skummerkop som kan tømmes og rengøres. Læs evt. min anmeldelse af Nyos Quantum 120.
Osmoseanlæg
Du kan godt opstarte et saltvandsakvarie med vand fra hanen, men ofte er der tit en masse ukendte elementer i hanevand som ikke er særligt gavnligt for et saltvandsakvarie. Selv har jeg kørt med vand fra hanen i to akvarier og det er gået ok. Jeg tænker dog, at det havde været bedst at jeg var sikker på, at vandet var fri for ukendte stoffer som f.eks. silikat eller andet da jeg ofte har haft bøvl med alger. Dertil skal du bruge et osmoseanlæg, som du kobler på vandhanen og som filtrerer de uønskede stoffer fra.
Varmelegeme
Et varmelegeme holder vandtemperaturen stabil – især i vinterperioden. Det er vigtigt for fisk og koraller at temperaturen ikke svinger for meget. Der findes forskellige typer i varierende kvalitet, men mærket Eheim er kendt for at være ret pålideligt. Forvent dog at skulle skifte varmelegeme med jævne mellemrum.
Algeskraber
Der vil løbende komme alger på glasset, så en algeskraber er en nødvendighed hvis du vil holde dit akvarie pænt. Det er vigtigt at finde en der ikke ridser glasset. Selv har jeg god erfaring med Tunze Caremagnet. De fås i forskellige størrelser som passer til størrelsen af dit akvarie.
Refraktometer
Et refraktometer er uundværligt når du skal blande dit saltvand. Denne kan måle hvor saltholdigt vandet er så du kan ramme den rigtige saltinitet.
Salt
Du skal bruge noget salt som er beregnet til saltvandsakvarier. Grunden hertil er at der er blandet andre ting, som mineraler, sporstoffer, aminosyrer og koralelementer i, som er vigtige for at dine koraller trives. Der findes også færdige saltblandinger som er beregnet til akvarier kun med fisk.
Levende sten
Når du først hører betegnelsen “levende sten” vil du nok tænke at der er en der har en skrue løs. Ikke desto mindre er levende sten essentielt for hele den biologiske filtrering der foregår i et saltvandsakvarie. Levende består i at millioner af små mikroorganismer og bakterier befolker stenene under akvariets indkøring. Disse vil nedbryde og omdanne uønskede kemiske stoffer som eksempelvis nitrit og ammoniak som er giftige for fisk, koraller og andre dyr.
Før i tiden brugte man levende sten importeret direkte fra verdens koralreve men det er heldigvis blevet både dyrt og uønsket i akvariehandlen. Idag kan man få kunstige sten som har nøjagtigt samme udseende og porøsitet som de rigtige koralrevssten. Jeg har selv god erfaring med Carib Sea Live Rock som er en kunstig fremstillet sten. Det afhænger af akvariestørrelse, hvor meget sten du skal bruge, men en tommerfingerregel siger 1kg sten pr. 10 liter vand. Dvs. 25 kg til et akvarie på 250 liter.
Levende sand
Levende sand indeholder små levende bakterier og mikroorganismer som hjælper med at holde en god og sund bakteriekoloni i akvariet. Når du starter et nyt akvarie op er det en fordel at bruge levende sand, da “dødt” sand tager længere tid om at blive biologisk aktivt.
Bakteriestarter
Når du skal starte dit saltvandsakvarie op første gang er det nødvendigt med en bakteriestarter som sætter skub i den biologiske proces i de levende sten. Der findes forskellige måder at gøre det på, men selv har jeg god erfaring med Red Sea Reef Mature Starter Kit som kan starte en sund bakteriekultur på relativt kort tid.
Testsæt
Når du er ved at være igennem indkøringsfasen kan det være en god idé at begynde at måle dine vandværdier. Nitrit og Ammoniak skal være helt ude af vandet og nitrat skal gerne nedbringes til et acceptabelt niveau før du kommer fisk og koraller i. Både Salifert og Red Sea laver gode testsæt.
Hvad koster et saltvandsakvarie?
Noget af det som mange nybegyndere gerne vil vide, er hvad et saltvandsakvarie koster. Svaret er faktisk ikke så simpelt for det er muligt at gøre det relativt billigt – men også ret dyrt. Det kommer helt an på hvor meget du selv har lyst til at smide efter det og om du køber nyt eller brugt. Når det er sagt, så vil jeg alligevel prøve at komme med et forslag til et muligt “startsæt” til et lille nyt nano akarie, så du har en nogenlunde idé om prisen når det førnævnte udstyr er inkluderet. Priserne er kun vejledende.
Nano saltvandsakvarie startsæt
Navn | Pris | |
Akvarie | Fluval Evo Marine Aquarium – 57 liter | 1225,- |
Lys | Er inkluderet | 0,- |
Returpumpe | Er inkluderet | 0,- |
Flowpumpe | Hydor Koralia Nano 900 l. | 220,- |
Skummer | Kan undlades i et nano | 0,- |
Varmelegeme | Eheim Jäger 50w | 160,- |
Algeskraber | Tunze Care Magnet Nano | 120,- |
Refraktometer | W-Unique Seawater Salinity Refractometer | 150,- |
Salt | 25 kg Aqua Forest Reef Salt (holder længe) | 449,- |
Sten | 4 kg Carib Sea Live Rock | 500,- |
Sand | CaribSea Arag-Alive Special Grade Reef Sand | 298,- |
Bakteriestarter | Red Sea Reef Mature Starter Kit | 199,- |
Testsæt | Salifert Nitrit, Ammoniak og Nitrat | 220,- |
Osmoseanlæg | Køb evt. et med silikat filter. | 700,- |
I alt | 4241,- |
Akvariet i tabellen er et rigtig lækkert lille Nano akvarie fra Fluval og det er super nemt at sætte op og næsten alt følger med. Prøv at se videoen nedenfor, hvor Aaron har lavet en ret udførlig gennemgang af akvariet. En anden mulighed er Eheim Aquastar Marine, som også indeholder det mest nødvendige.
Hvis du hellere vil finde et større fra starten kan det som nævnt godt betale sig at lede efter et brugt akvarie, men også efter brugt udstyr. Især pumper og lys kan det ofte lade sig gøre at finde i god stand på brugtmarkedet.
Tænk desuden på, at pris på fisk og koraller ikke er regnet med. Hvis du er ny, så start med nemme og billige koraller – f.eks. blødkoraller. Mht. fisk kan et mindre par klovnefisk være gode kandidater.
Opsummering
Nu skulle du være klar til at købe saltvandsakvarie og dit første udstyr. Til nybegyndere er et AIO akvarie nemt at gå igang med. Her kan du slippe relativt billigt, men forvent at blive grebet så du senere får lyst til at opgradere. Køb et minimum af udstyr fra starten, men sørg for at få fat i det det nødvendige – f.eks. er et refraktometer et must når du skal blande saltvand. Held og lykke med dit saltvandseventyr!